• Siv Fisker, 8.b
  • Stock

Camp BU
Vi ankom til Fuglsøcenteret hen på formiddagen. Kun få havde været der før. Spænding og modvillighed fyldte min krop. Vi vidste ikke, hvad vi havde rodet os ud i. Morten havde ikke fortalt os noget som helst. Ordene: ”I kommer ikke til at orke at snakke med jeres værelseskammerater om aftenen, for I vil være så mentalt trætte, når I får fri om aftenen!” rungede inde i hovedet på mig. Det var en af de eneste oplysninger, vi havde fået. Morten guidede os gennem gangene, indtil vi var i en slags opholdsstue. Der var en anden skole. Tranbjerg skole. De skulle være sammen med os på camp. Der var ikke så mange, der virkede vildt begejstrede. Masser af fremmede mennesker. Vi skulle vente lidt, før vores navne blev råbt op i grupper. 4 grupper på vores årgang. Meget af det, der fyldte mine tanker var, hvem jeg skulle være på team med.

Til sidst var der kun dem tilbage i rummet, som jeg skulle være på team med. ”Fint team”, tænkte jeg. Der var nogle, som jeg kendte, og nogle som jeg ikke kendte så godt. Vi blev sendt ovenpå, hvor der stod nogle velkendte ansigter. Jakob og Toke for eksempel. Vi fik navneskilte, drikkedunke og tildelt os et værelse, hvorefter vi skulle op med bagagen, inden vi gik til frokost. Værelserne var rigtig fine med badeværelse. Vi var nogen, der var taknemmelige for, at det ikke var fællesbad igen. Jeg stillede min bagage og gik ned til frokost. Hvert team havde fået et bord. Vi skulle allerede side i vores teams og spise.

Public Speaking
Efter frokosten gik vi ind i en kæmpe sal, hvor der var opstillet en lille scene og en masse stole, stillet op på rækker. Vi kunne fornemme, at det var der, vi skulle mødes. Vi satte os ned ved siden af dem vi kendte. Ren rutine. Ingen af os havde en fornemmelse af, hvad der skulle til at ske. Camilla, Jesper, Christian og Nikolaj hed dem, der underviste mest. De kom ind på nogle udviklingsområder, som jeg aldrig havde overvejet. Helt klart nogle områder, der kunne hjælpe os videre med personlig udvikling. Vi lærte at snakke foran andre (eller Public Speaking, som de så fint kaldte det), vi lærte at stole på hinanden, lytte, tænke ud af boksen og rigtig mange andre ting. De her voksne forstod at forklare det på en fed måde, som alle kunne forstå. Der var også en del øvelser, som både kunne bestå af bare at snakke med én, man ikke kendte så godt, om et bestemt emne. Det kunne også være at bygge et tårn af papirkort. Men kort sagt, så gik det hele op i en højere enhed. Skjulte motiver om man vil. Samarbejde og anderledes tænkning for eksempel.

Campen havde 5 hovedpunkter. B+ (=Be positive), 100*, over linjen, integritet og True North. Den første; B+ betyder at man skal være positiv. Se positivt på tingene. 100* er en slags væremåde. At give sig selv 100* hele tiden. Være engageret og gøre sit bedste. Over linjen betyder at tage ansvar for sine handlinger, tro på sig selv og tage kontrollen i sit liv. Modsat kan man også være under linjen. Det kan være, at man ikke tager kontrollen, ikke tror på sig selv eller ikke at tager ansvar. Integritet er, at vi skal sørge for, at vores værdier og adfærd passer. Hvis din adfærd går i vejen for dine værdier, så er du ikke i integritet. True North er en metafor for den vej, du skal gå for at nå, det du vil. Der er kun et sandt nord få os alle. Vi blev udfordret psykisk hele tiden. Vi fik udleveret en lille sort bog. Det var en bog, hvor vi skulle skrive nogle af de øvelser, mål og metoder, som vi havde været igennem. Skrive, hvad vi synes om øvelserne. En slags dagbog. Hver dag skulle man lave et nyt kapitel.

Åben bog
Hver aften skruede de ned for lyset. Vi skulle stå, teamvis, ude på gangen og så blev vi ført ind. Et team af gangen. Så kom vi til den del, hvor en masse team-time stod på skemaet. Team-time er, hvor vi sad i en cirkel af stole. Hver aften fik vi en opgave. Den første aften skulle vi stille hinanden spørgsmål. Den anden aften betød rigtig meget for mig. Aftenens team emne var Åben Bog. Vi skulle dele noget med vores gruppe, som havde påvirket os. Man måtte godt vælge ikke at fortælle noget, hvis man ikke havde lyst.


For mange var det utrolig grænseoverskridende. Jeg vidste egentlig ikke rigtig, hvad jeg skulle fortælle. Jeg ville fortælle noget. Og det gjorde jeg. Sammen med rigtig mange andre. Det var rart at vide, at hvad der blev sagt i teamet, blev i temaet. En masse ting blev sagt, og det påvirkede mig rigtig meget. Jeg var stadig helt paf, da jeg gik sammen med de andre efterfølgende. Vi udviste stor tillid til hinanden. Det betød rigtig meget for mig. At vi så hurtigt endte med at stole så meget på hinanden.

Over de næste dage, tog vi et skridt videre, lavede masser af øvelser, som involverede samarbejde og udfordringer, som måske fik nogen ud af deres komfort-zone. Den fjerde aften stod den på team-time igen. Men denne her gang skulle vi rose hinanden. Anerkende hinanden. Det var lige meget for hvad. Vi skulle bare rose hinanden. Man blev sat i den varme stol, og så skulle man bare lytte til, hvad de andre havde at sige. Jeg synes, det var lidt underligt, men virkelig rart. Jeg blev utrolig glad for de ting, folk sagde. Det var også rigtig fedt at give dem ros. Bare fortælle dem alt det, som man måske ikke lige ville have fortalt dem på en normal dag.

At knække et bræt
Den sidste dag skulle lave noget, som overvældede mig. De sagde, at som den store finale skulle vi knække et bræt med vores hånd. Med flad hånd. Vi skulle ganske enkelt skrive et mål på den ene side og en ting, der kunne stå vejen for os, på den anden side. Inden havde de vist os, hvordan vi skulle gøre det. De satte nogle regler op omkring det; at vi kun måtte bruge deres metode til at knække brættet, hele gruppen skulle lave øvelsen sammen med den person, som skulle knække sit bræt, man skulle virkelig anerkende den person, som havde fået knækket sit bræt, ved at løbe hen råbe tillykke og heppe på personen, og man skulle vise de andre sit bræt, inden man slog igennem. Da de første i mit team begyndte at gøre sig klar til at slå, begyndte jeg helt stille at græde. Jeg blev så overvældet. Tanken ”Hvordan skal jeg kunne det? Jeg kommer aldrig til at slå det der bræt over?!” fløj i gennem mit hoved. Tårene trillede stille ned ad mine kinder. Det blev hurtigt min tur, men lige da jeg skulle til mine prøveslag, blev jeg sat på pause.

Der var lige nogen andre, der skulle inden. Cecilie, som stod ved siden af mig, kunne vist se, at jeg græd. Jeg spurgte, om det gjorde ondt. ”Slet ikke. Du kan sagtens gøre det!”, svarede hun støttende. Jeg var virkelig taknemlig for de ord. Jeg blev lidt mere rolig og prøvede at samle mig. Det var ved at være min tur. Jeg viste dem mit bræt og gav det til Toke – min teamleder. Jeg tog mine 2 prøveslag og slog så til. Mit bræt blev slået over. Jeg mener det, når jeg siger, at tiden stod stille i 3 sekunder. Alt blev helt stille, og jeg stod og kiggede. Så kom de andre hen og krammede mig og heppede. Følesen kan slet ikke forklares. Jeg begyndte at græde mere, fordi jeg blev så overvældet. Jeg klarede det. Jeg prøvede at tage mig sammen, så jeg kunne lave øvelsen sammen med den næste. Jeg græd lidt resten af dagen. Af glæde heldigvis.

  • VI ANBEFALER: